To-lags-choko-jordbær-cheesecake
Jeg lavede faktisk denne kage for et par måneder siden, og selvom både kæresten og jeg var solgt, syntes jeg lige der skulle et par småjusteringer til, før den var klar til at komme på bloggen. I dag har jeg så leget videre med den, og nu er den bare klar!
Jeg er personligt ret vild med kombinationen af kraftig chokolade og en let og luftig jordbærcreme mod den knasende nøddebund.
Dette er kagen, du kan bruge til fødselsdage, middagsgæster eller bare på en kedelig gråvejrsdag. Den kræver dog lidt forberedelsestid, da den eksempelvis skal stå på køl og stivne i nogle timer, men den kan sagtens laves dagen før den skal spises, hvis tiden ikke er der på selve dagen.
Mums!
Det skal du bruge:
Bund:
70 g mandler
50 g hasselnødder
100 g smør
1 spsk. kokossukker eller Sukrin
1 spsk. kokosfibre
Creme:
80 g chokolade
500 g. frosne jordbær (optøede og drænede for væske) – Du kan også bruge friske, men dette er en dyrere løsning
250 g. Philadelphia
180 g. Creme fraiche eller græsk yoghurt
2 past. æggeblommer
7 blade husblas
70 g. (eller efter smag) kokossukker eller Sukrin
3 dl. piskefløde
Pynt:
Friske jordbær og blåbær – eller andre bær
Sådan gør du:
Bunden
Smelt smørret.
Hak hasselnødder og mandler i en minihakker, og hæld det ned i gryden med smørret. Tilsæt 1 spsk. kokossukker eller Sukrin og 1 spsk. kokosfibre.
Rør rundt ved middelvarme, til nøddeblandingen er gylden og ensartet.
Find en springform frem og beklæd den med bagepapir. Fordel nøddemassen i hele bunden. Brug fingrene til at trykke den helt på plads med. Drys evt. lidt kokossukker udover bunden. Stil den på køl.
Cremen:
Smelt chokoladen over vandbad.
Rør/pisk Philadelphia sammen med creme fraiche/græsk yoghurt og æggeblommer. Tilsæt sødningen og smag til.
Del cremen i to lige store dele i to skåle.
Tag dine optøede og drænede fryse-jorbær, og del portionen i to. Den ene del skærer du i skiver, den anden halvdel blendes.
Læg husblassen i blød i helt koldt vand i 5-10 minutter. Der skal være vand mellem hvert blad, så læg dem i ét ad gangen.
Kom de blendede jordbær (altså 250 g.) i den ene portion creme og rør godt.
Kom den smeltede chokolade i den anden portion creme og rør.
Den nemmeste måde at bruge husblas på, hvilket aldrig slår fejl: Tag husblassen op af vandet og kom den i et glas. Du behøver ikke knuge vandet af.
Sæt glasset i mikro-ovnen i bare 10 sekunder. Husblassen vil være smeltet og have den perfekte temperatur.
Del husblassen i to glas. Det ene glas skal indeholde 1/3, og det andet 2/3.
1/3 hældes i chokoladecremen i en tynd stråle, mens der piskes med en elpisker.
2/3 hældes i jordbærcremen i en tynd stråle, mens der ligeledes piskes med elpisker.
Fløden piskes til flødeskum. 1/3 vendes i chokoladecremen og 2/3 vendes i jordbærcremen.
Tag din afkølede nøddebund i formen ud af køleskabet, og hæld chokoladecremen i først. Læg jordbærskiverne ud over i et jævnt lag.
Hæld derefter jorbærcremen udover.
Stil på køl i et par timer, fjern forsigtigt formen og pynt med bær. Nydes kold.
Velbekomme!
Ser lækker ud
Hvor mange personer er den til?
Den er også rigtig lækker
Den fylder et almindeligt kagefad, så det kommer jo an på, hvor mange stykker, man deler den i. Men 8 stykker skulle der nok kunne blive til =)