Simpel, klassisk chokolademousse med mandler
I dag er jeg rigtig fræk, for jeg spiser nemlig dessert til aftensmad… :-O
Jeg er alene hjemme, og min frokost/morgenmad (jeg får som regel kun to måltider pr. dag) har holdt mig mæt hele dagen. Køleskabet indeholdt ikke noget “rigtig mad”, og jeg kunne bare ikke overskue at skulle op og handle.. Så nu sidder jeg her i mit hyggehjørne og spiser den BEDSTE chokolademousse i verden (muligvis).
Ved ikke lige, om det er det smarteste move, mit eksperiment taget i betragtning, men sådan blev det altså i dag. Jeg har nemlig nogle æggehvider, der udløber i overmorgen, og man skulle jo nødigt støtte unødig madspild..
Og nøøøøøøj, hvor er den altså lækker, den her klassiske chokolademousse. Jeg har valgt at lave den mild, uden kaffesmag, men det kan man jo selv tilsætte, hvis man synes det er nødvendigt.
Du skal bruge (til 2 glas):
- 1 bæger pasteuriserede æggehvider
- 1 bæger pasteuriserede æggeblommer
- 50 g. mørk chokolade (min. 70%)
- 1,5 dl. piskefløde (og evt. lidt ekstra til pynt)
- 40 g. mandler, usmuttede
- 1-2 spsk. sødning
Sådan gør du: Smelt chokoladen over vandbad.
Pisk æggehviderne stive.
Pisk flødeskummet stift.
Når chokoladen er smeltet, blander du sødning (jeg brugte 1 spsk. Sukrin Gold og 1/2 spsk. kokossukker) og æggeblommer i.
Vend chokolademassen i flødeskummet. Dernæst vendes den stive æggehvidemasse i.
Hak mandlerne, evt. i en minihakker, og rør dem i moussen. Gem evt. lidt til pynt.
Hæld moussen på glas eller i passende skåle, pynt evt. med flødeskum og hakkede nødder, frysetørrede bær, eller andet, og sæt dem på køl “så længe som muligt”

TIP: Hvis du vil have, at desserten skal se pæn ud i glasset, og har du ikke lige en sprøjtepose ved hånden, så klip et lille hul i hjørnet af en ganske almindelig frysepose. Kom dernæst moussen ned i posen, og “sprøjt” den ned i glasset. Sådan undgår du, at der sidder chokolademousse op og ned af kanterne på dit dessertglas.
Velbekomme!
Har lige prøvet at lave den men chokoladen blev en hård masse så snart æggeblommen kom i – umulig at blande op i fløde (som skilte da jeg prøvede) nogen ide om hvad der er gået galt?
Hej Camilla, det lyder underligt. Det er aldrig sket for mig, og har virkelig lavet chokolademousse mange gange
men jeg ved, at chokolade bliver hårdt, når det kommer i kontakt med vand. Er det sket med din chokolade? Og var chokoladen varm eller afkølet? Ellers ved jeg det godt nok ikke lige 
Hilsen Louise
Hej Louise. Der var ingen vand i nærheden af chokoladen, men det kan være den har været for varm da æggeblommen (og sukrinen) kom i – havde ikke overvejet at køle den ned…..
Hmm.. Altså min chokolade kølede ikke ned i særlig lang tid, hvis den overhovedet gjorde.. :s Men det er da en god undskyldning for at lave desserten igen
Bare for at se, om opskriften er, som den skal være. Hilsen Louise.
Pingback: And the winner is…