Sådan lever du billigt på LCHF

February 24, 2014 at 1:17 pm

Det var egentlig meningen, at I skulle have en opskrift i dag, men jeg kan se, at jeg er i tidspres, eftersom jeg skal være ude på seminariet kl. 16.30. Og så er det trods alt bedre at vente med opskriften til jeg har ordentlig tid. Jeg vil ikke afsløre, hvilken opskrift, det er, men jeg kan sige, at det er noget med rejer, og at det bliver godt!

Nu får I til gengæld et indlæg om, hvordan man kan begrænse de økonomiske omkostninger på LCHF. Der er rigtig mange, der oplever, at det kan være halvdyrt at hoppe med på moden, når man skal bruge diverse specialvarer m.m., og det kan få nogen til at miste modet. Det er imidlertid slet ikke nødvendigt.

 

Herhjemme har vi et mad- og husholdningsbudget på 3000 kr. for 2 personer. Det er egentlig gået meget godt, taget i betragtning af, at jeg ofte laver mad til venner og familie og ikke vil gå på kompromis med en god bøf. Nu er der så kommet det lille twist ind i hverdagen, at vi er begyndt at få Lowcarb-kassen fra Aarstiderne hver anden uge. Den koster 645 kr. pr. kasse, og den indeholder aftensmåltider til 2 personer i 5 dage. Kassen er SUPER-lækker, om end den nok er mere paleo end LCHF. Der er nemlig ofte frugt og rodfrugter i, og fedtet må man selv tilsætte.
Det er lækkert med økologi, og lækkert med varierede, velsmagende og nemme opskrifter. Men det gør, at vi til gengæld er nødt til at leve ekstra sparsommeligt de øvrige dage, for at kunne holde budgettet. Det skal siges, at de dage, hvor vi ikke er sammen, fordi jeg er på seminariet, der bruger vi ikke penge fra madbudgettet. Vi regner ikke med at kunne holde dette budget på sigt, når vi også får fra Aarstiderne.

 

MEN, der er en del ting, man kan gøre for, at det ikke skal koste en bondegård at leve på LCHF. Her er nogle af mine bedste sparetips:

 

  • Prioriter i økologi
    Ej at forveksles med “prioriter økologi”. Der er ingen tvivl om, at det er superlækkert med gode, økologiske råvarer. Men det koster dyrt, og mange vælger helt at nedprioritere dette. Mit råd er, at du skal vælge, hvilke emner, der er særligt vigtige for dig at få økologiske. Ting som “lime”, hvor skallen skal bruges, giver vel sig selv. Men også fedt kød er en god idé at prioritere. De fedtsyrer, som er i ikke-økologisk kød, er nemlig ikke sunde, og så ryger hele ideen med, at fedt skulle være sundt, en smule. Det kan også være, at det er vigtigt for dig at købe økologiske æg, fordi du er særligt optaget af dyrevelfærd, eller det kan være noget helt tredje, du gerne vil prioritere. Det optimale er selvfølgelig at vælge så meget som muligt økologisk, men dette er desværre ikke en mulighed for alle, og her må man prioritere

 

  • Køb grønt fra frysedisken
    Grøntsager fra frysedisken indeholder lige så mange vitaminer og mineraler som alle mulige andre grøntsager. Og så er de også nemme at have med at gøre. Køb stort ind af forskellige ovenjordsgrøntsager og hav dem i fryseren, så de lige er til at hive frem i hverdagen. Der er mange måder, man kan gøre dem spændende på. Se dem som en slags basis-mad, ligesom man normalt ville have haft ris og kartofler liggende. Du kan altid peppe en ret op med lidt frisk salat ved siden af, men få mætheden fra dit frysegrønt.

image

  • Skær ned i dit dessertforbrug
    LCHF-desserter er ofte en kæmpe pengesluger. Og helt ærligt, så laver du dem jo ikke ligefrem for at overleve, vel? ;)
    Det er indrømmet, at desserter og sweets er med til at gøre livet værd at leve, men det her er altså en survival guide, og der er desserter ikke en del af gamet. Grunden til, at desserter gør dig fattigere er, at det, for det første, er noget du laver udover din basiskost. Altså noget ekstra, som du egentlig ikke har brug for. Derudover, så indeholder desserterne tit en masse specielvarer, som koster mange penge. (Ofte er der dog tale om et engangsbeløb for en længere periode, da mange af disse varer er drøje i brug. Men alligevel.)
    Hvis du endelig skal lave en dessert, så prøv at se, om du ikke kan erstatte specialvarerne med ting, der kan fås i dit Supermarked. Fx er Føtex begyndt at sælge kokosfiber og kokossukker fra Urtekram for en slik (ca. 25 kr., mener jeg). Nogen maler selv deres eget mandelmel, sesammel m.m.
  • Kig efter her-og-nu-tilbud
    Ofte har butikkerne billigt kød på bud, som skal bruges samme dag eller dagen efter. Køb det, frys det evt. ned eller brug det med det samme.

 

  • Hav basisvarerne i orden og sænk dine æstetiske krav
    Jeg har tit åbnet køleskabt og tænkt “okay, det er bare uinspirerende, det her,” men alligevel fundet en løsning, fordi jeg havde enkelte basisvarer på plads. Den grumme sandhed er, at mad ikke altid behøver at være en kæmpe, kulinarisk oplevelse. Det er naturligvis fedt, hvis det kan være det, men i bund og grund kommer det ned til overlevelse. Og er man på budget, må man nogle gange ofre for andre gange at kunne nyde. Har du fx en sjat fløde, to æg og nogle halvslatne, uddøende grøntsager liggende, så kan du lave en storartet omelet, som garanteret ikke vinder nogen Michelin-stjerner, men som helt sikkert vil holde dig levende et par timer endnu.
    Gør op med tanken om at al din mad skal være på gourmet-niveau. Nogle gange handler det altså bare om at blive mæt.

image

  • Spis kun, når du er sulten
    Det lyder meget simpelt, og det er det i virkeligheden også. Hvis du er ny på LCHF, så er det vigtigt, at du lærer at skelne mellem sult og lyst. Dette er i virkeligheden både et sundheds- og spareråd. Kroppen har ikke godt af at blive fodret hele tiden, og på sigt vil dine overflødige mellemmåltider tære på budgettet.

 

  • Brug den lokale grønthandler
    Mange af de små, selvstændige grønthandler butikker har uanede mængder af lækkerier, der bare står og venter på at blive købt af dig. Ofte til en favorabel pris. Min lokale inder-butik sælger fx mandelmel (dog ikke fedtreduceret). Også ting som krydderier og hele nødder, kan ofte med fordel købes her.

 

Det var mine bedste tips til at spise LCHF på budget. Jeg håber, at de kan bruges. Kommentér endelig, hvis du har flere gode tips at tilføje, så vi kan få spredt det glade budskab til dem, der synes det er svært at holde budgettet på LCHF :)