Porretærte

April 22, 2014 at 2:37 pm

image

I dag inviterer jeg jer med ind i mit NYE, lækre HTH-køkken. Pral klæ’r normalt ikke nogen, men hvor ER jeg bare glad for min nye oase.

I har måske bemærket, at der ikke har været den store aktivitet på bloggen i noget tid, og det vil jeg gerne lige forklare/undskylde: Jeg har nemlig været i praktik på et ungecenter (“praktik i andre skoleformer”), hvilket var sindssygt spændende, og lige herefter, faktisk DAGEN efter, overtog vi nøglerne til vores nye rækkehus. Og huset er ikke bare nyt for os, det er SPLINTERnyt, altså et nybyggeri, hvor vi selv har kunnet sætte præg på interiør m.v. Det er bare så lækkert, og også meget befriende, eftersom vi har boet hos min mor i hendes kælder siden november. Nu har jeg igen mit eget køkken med mine egne ting i, så nu skal der rigtig kokkereres :)

Vi bor dog stadig i en del flytterod, men køkkenet er fuldt funktionelt med induktionskogeplade, indbygget ovn, opvasker, køleskab og fryser ;) I får lige lov til at se et par billeder af det:

image

image

image

Jeg har skiftet det almindelige hvedemel og hvide sukker ud med kokossukker, mandelmel og kokosfibermel. Hvorfor mon jeg allerede er low on kokossukker? ;) Hihi

 

Er det ikke flot??

Nå, nu skal jeg nok stoppe med at ævle mere om det helt og aldeles fantastiske køkken, men til gengæld stod jeg i dag op til et kedeligt køleskab. Det indeholdt 4 æg, lidt pølser og nogle halvslatne grøntsager. Men meget mere skal der altså ikke til, før man kan trylle den lækreste tærte frem! Den blev altså virkelig god, og var egentlig også rimelig hurtig at lave (well, alt er jo relativt, eftersom den skal i ovnen, men..). Og NØJ, hvor den mættede. Jeg kunne ikke spise mere end et stykke. Her får I opskriften på lækker porre/pølsetærte:

Du skal bruge:

Dej

  • 1/2 dl. solsikkekerner
  • 1/2 dl. græskarkerner
  • 1 dl. mandler
  • 2 spsk. sesammel fra Funktionel Mad
  • 1 spsk. mandelmel fra Funktionel Mad
  • 1/2 tsk. FiberHUSK (eller 1 tsk grøn HUSK)
  • Lidt rosmarin
  • Lidt salt
  • 1/2 dl. olivenolie
  • 2 æg
  • 2 spsk. piskefløde eller vand

Hvis der er nogle af ovenstående kerner eller mel, du ikke er i besiddelse af, så kan du sagtens erstatte med tilsvarende mål af andre kerner/mel.

Fyld

  • 2 æg
  • 2 dl. piskefløde
  • 100 g. smeltevenlig ost (fx Havarti eller Cheddar)
  • 4 små pølsehorn-pølser, 1 pakke bacon i tern eller andet kød
  • 2 porrer
  • Cayennepeber
  • Salt og peber

 

Sådan gør du:

Forvarm ovnen på 160 grader, varmluft.

Dej:

Kværn alle nødderne og kernerne i en minihakker eller foodprocessor.

image

Bland alle tørre ingredienser, og tilsæt æg, olie og piskefløde/vand. Ælt til en dej, og beklæd en passende form med bagepapir (eller smør den med smør).

Tryk dejen omhyggeligt ud i formen, så den bliver så tynd som muligt, uden at gå fra hinanden. Dette trin kan godt kræve lidt tålmodighed, men tærten bliver bedst, når dejen er trykket godt ud i alle kanter og hjørner, og ikke har nogen meget tykke punkter.

image

Prik dejen med en gaffel, og for-bag den i ca. 20 minutter (den skal være begyndende-fast, når du tager den ud, men ikke færdigbagt).

 

Fyld:

Skyl porrerne og skær dem i ringe. Giv dem et opkog, og lad dem dryppe af i en si.

image

Skær pølserne i skiver, og for-steg dem evt. på panden, hvis du (ligesom jeg), godt kan lide, at de er sprøde i skorpen. Hvis du bruger bacon, skal dette også lige forsteges lidt på panden, så det ikke er helt råt.

I en skål blandes æg, piskefløde halvdelen af den revede ost, porreringe, pølseskiver, salt, peber og cayennepeber.

Når tærtedejen er for-bagt, hældes massen over, og til sidst strøs den anden halvdelen af osten henover. Bag i ovnen i ca. 35-40 minutter på 160 grader (varmluft).

image

Servér tærten lun med en let salat til.

image

image

 

Velbekomme!