Pistacie-is

April 29, 2014 at 2:08 pm

image

Sommeren (foråret) er over os – og HURRA for dét! Jeg er simpelthen ved at blive skør over larmende håndværkere, der sliber naboens gulve, laver terrasser, maler facader, osv. osv., og så er min egen have ikke engang færdig endnu. Derfor er jeg i dag hoppet hjem i min mors have for bl.a. at skrive dette indlæg. Jeg vil bare uuuud i det dejlige vejr :D Jeg har i øvrigt lige afleveret årets sidste opgave på seminariet, og der er sidste undervisningsgang på mandag, og derefter læseferie. Dejligt.

image

De sidste par dage har jeg virkelig cravet is, og det er jo på ingen måde en umulighed, når man spiser LCHF, det handler mere om at få det lavet. Jeg har mange gange brugt Mettes smør-is-opskrift, fordi jeg synes den er intet mindre end genial. Som hun skriver i indlægget, behøver man hverken ismaskine eller at røre rundt under frysningen, fordi det høje fedtindhold sørger for at isen ikke krystalliserer. Så det er en utrolig nem måde at lave hjemmelavet is på. Denne opskrift er således stærkt inspireret af smør-is-basisopskriften – for hvorfor opfinde en dyb tallerken, som eksisterer i forvejen? ;)

Her kommer den.

Du skal bruge:

  • 5 dl. piskefløde
  • 80 g. pistacienødder uden skal (det er billigst at købe med skal, og så selv pille den af – vægten er for nødder uden skal)
  • 100 g. usaltet smør (fås i Føtex bl.a.)
  • 4 æggeblommer
  • 1-2 tsk. syre (citron- eller limesaft)
  • 50-? g. sødning (en smagssag)
  • 100 g. mørk chokolade (min. 70%)
  • Mandelessens
  • Grøn frugtfarve (hvis du gerne vil have en grøn is)

 

  Sådan gør du:

Pil skallen af alle pistacienødderne (det kan godt kræve lidt tålmodighed, og man skal helst ikke have lagt manicure for nylig) ;)

image

Hak dem helt fint i en minihakker sammen med 50 g. sødning (jeg bruger halv kokossukker/halv Sukrin Gold for bedste smag med lavt kulhydratindhold).

image

De fintmalede nødder og sødningen kommes i en tykbundet gryde sammen med 1 dl. piskefløde og opvarmes ved svag til middel varme, så det bliver en pistacie-creme.

Smørret skal nu “klares”. Dette gør du ved at smelte det langsomt ved svag varme, hvorefter du hælder det op i en skål. På toppen vil der ligge en smule hvidt skum, som du skraber af med en ske. Derefter er tricket at fiske den klare det af smørret på af skålen med en sovseske, uden at vallen (som har lagt sigt på bunden) kommer med. Kassér vallen.

image

Valle i bunden af skålen (det hvide) kasseres

image

Det klarede smør klar til brug

Nu blender du æggeblommer med lime/citron og tilsætter dernæst det klarede smør langsomt, mens du blender til en slags mayo. Mayoen vendes ned i pistaciemassen, og der røres grundigt.

image

Pisk de resterende 4 dl. fløde til en blød flødeskum. Den afkølede pistaciemasse vendes i. Det gør ikke noget, hvis flødeskummet falder sammen.

Hak den mørke chokolade semi-groft og vend den i.

image

Grøn frugtfarve tilsættes (kokossukkeret/Sukrinen gør, at massen ellers bliver brunlig).

image

Til sidst smager du til med ekstra sødning og mandelessens (det giver den marcipan-agtige smag).

Sættes i fryseren i nogle timer eller natten over. Som sagt behøver du ikke røre, men det kan være en god idé, når man bruger chokoladestykker, da de godt kan finde på at lægge sig på bunden. Jeg gjorde det dog ikke.

image

Servér med hakkede pistacienødder, flødeskum og smeltet chokolade på toppen. Velbekomme :)