Morgenmad – Dagens vigtigste måltid?

March 4, 2014 at 2:35 pm

Morgenmad er ofte et omdiskuteret emne i LCHF-kredse. “Hvad skal jeg dog lave til morgenmad, når jeg er vant til mine elskede havregryn?” og “hvad kan jeg lave, som ikke indeholder æg?”

Faktisk finder jeg konceptet “morgenmad” en lille smule spøjst. For vi har alle sammen en masse ideer om, hvad en rigtig morgenmad bør bestå af. Helst ikke af kød og grøntsager, og helst ikke for tungt, men det skal alligevel mætte, og samtidig være neutralt i smagen. 

image

Nu får jeg måske kamp til mit hår, men grunden til, at vi er så morgenmadskræsne er, at vi kan. Hvis vi kigger på, hvad der er optimalt for kroppen, så kunne aftensmad ligeså godt være morgenmad. Mange ryster på hovedet, når jeg fortæller, at jeg slet ikke er så meget til morgenmad, og sukker belærende, mens de høvler remsen ‘morgenmad er dagens vigtigste måltid’ af.

Men jeg har bare ikke lyst til morgenmad (altså “mad om morgenen”) de fleste morgener, og her vil jeg slå et slag for at lytte til egen krop i stedet for en eller anden standardfrase, som helt ukritisk er blevet liret af siden tidernes morgen (eller noget der minder om). Det giver ganske enkelt meget mere mening for mig at vente med at indtage noget, til jeg har rigtigt lyst til mad. Min krop bare ikke klar til at blive fodret, så snart jeg slår øjnene op.

Men kan det stikke dybere end bare at være en fornemmelse? Er det muligt, at nogen af os rent faktisk trives bedre uden morgenmad, også ud fra et fysiologisk perspektiv? Vi ved jo fx, at naturlig faste er rigtig sundt for kroppen, fordi den får lov til at genopbygge sig selv, mens vi ikke fodrer den.
Men lad os lige se på, hvad myten om, at morgenmad altid skulle være dagens vigtigste måltid, egentlig går ud på:

 

Slankedoktor.dk er der ingen tvivl eller svinkeærinder, når der skal meldes ud omkring morgenmad. Der er simpelthen et ubegrænset væld af onder, der med sikkerhed vil vælte ned over dig, idet du skulle være så fræk at springe morgenmaden over. Træthed, fedme, mangel på koncentrationsevne… Ja, du har sågar en øget risiko for at udvikle diabetes “og andre helbredsproblemer”.

Ahr, stop lige en halv. Nu synes lige vi presser citronen un poco. Det kan godt være, at det er svært at koncentrere sig og ikke at overspise, når man fylder sig med sukker fra morgen til aften, men er det ikke tilfældet, vil gerne udfordre de almindelige påstande omkring vigtigheden af morgenmad, ud fra et LCHF-perspektiv.

Én påstand går på, at hvis du ikke spiser morgenmad, så kommer du til at spise helt vildt usundt resten af dagen.

Nej. jeg spiser LCHF, hvilket gør, at mit blodsukker er stabilt døgnet igennem. Derfor oplever jeg ikke ‘cravings’ i løbet af dagen, bare fordi jeg ikke spiser cornflakes med sukker på til morgenmad. Tværtimod. Mine blodsukkerstabiliserende spisevaner gør netop, at jeg kan undlade at spise morgenmad og snacke mellemmåltider, helt uden at føle trang til at røve en slikbutik på vej hjem fra arbejde.

En anden påstand er, at hvis du ikke spiser morgenmad, så kommer du bare til at spise ekstra meget til frokost.

Hmm.. Det kan da godt være, at min frokost bliver større end din. Men hvis det reelt skulle være et problem for min vægt og min generelle sundhed, så skulle jeg spise mere end hvad der svarer til frokost og morgenmad på én gang, før det ville have en sundhedsmæssig betydning, og så meget kan der altså ikke være i min mavesæk. Selvom det ikke er et mål i sig selv, vil jeg tværtimod indtage færre kalorier ved ikke både at spise morgenmad og frokost.

Men man kan jo ikke koncentrere sig på tom mave?

Jeg kan altså godt, når jeg spiser fødevarer med et lavt glykæmisk indeks. Faktisk er det sådan, at når vi faster (dvs. ikke indtager mad), så kommer kroppen i et ‘fight-and-flight’ mode, hvilket betyder, at vi faktisk er ekstra fokuserede i denne tilstand. Når maven er tom, er det jo særligt vigtigt, at vi kan koncentrere os om at finde mad, og den er kroppen helt med på. Er det ikke smart?

 

Morgenmad er altså ikke bare altid en skidegod idé, uanset hvad. Der er klart flest fordele for mig ved ikke at spise morgenmad, når jeg ikke er sulten. Hvis du reelt er sulten om morgenen, skal du naturligvis ikke undlade at spise. Men det giver god mening at stoppe op og tænke over, hvor mange af de almindelige kost-påstande, du egentlig følger, og om det overhovedet giver mening i din situation.

Min bror, Thomas Amby,  har i øvrigt skrevet en knivskarp artikel om de mest almindelige kostmyter på Paleoblog.dk. Her kan du læse videre, hvis du er i tvivl om, hvor meget du bør lade dig påvirke af sundhedsstyrelsens underdokumenterede anbefalinger.