Min historie

Min interesse for kost og sundhed bygger på en længere historie, som jeg gerne vil dele med jer. Men for skimme-læserne, kan jeg kort fortælle, at jeg endelig har fundet en måde at leve på, som giver mig velvære og lader krop og sind være i harmoni. Det lyder måske noget abstrakt og ‘fluffy’, men hvis du har mod på det, kan du læse videre og forhåbentlig få et bedre indblik i, hvilke personlige kampe jeg har kæmpet, før jeg fandt fred på LCHF.

Min historie er ret personlig, men jeg har lyst til at dele den med dem, der har lyst til at læse den. For mig er der to sider af begrebet “velvære”. Den kropslige og den psykiske. Selvfølgelig er det to sider af samme sag, men ikke desto mindre trives begge sider hos mig langt bedre efter mit møde med LCHF, end de gjorde før.

 

Fysiske gener

Som barn var jeg altid sund og rask. Men da jeg kom i puberteten, begyndte jeg at få store maveproblemer. Især om aftenen efter aftensmaden var indtaget. Når jeg skulle på wc, så skulle det bare være NU. Det gav mig rigtig mange problemer, og var meget hæmmende, rent socialt. Jeg fik lavet den ene allergitest efter den anden, men lige meget hjalp det. Så blev jeg røntgenundersøgt, men der fandt man heller ikke noget. Ved at bruge udelukkelsesmetoden, kunne man til sidst konstatere, at jeg havde “irritabel tyktarm”. Verdens mest irriterende diagnose, fordi den (på det tidspunkt) ikke sagde noget som helst om, hvad det var, jeg ikke kunne tåle. Jeg fik en seddel med hjem fra hospitalet, hvor der stod, at jeg skulle undgå kaffe og cigaretter, samt huske at dyrke motion. Ja, det gav jo meget mening for en 13-årig pige…

Først som 23-årig begyndte jeg at lave research på internettet i håb om, at der var kommet mere forskning på området. Jeg så flere steder, hvor folk skrev, at hvede skulle være særligt skidt for tarmsystemet, og at mange mennesker slet ikke er i stand til at bearbejde det optimalt. Jeg eksperimenterede herefter med at udelukke hvede, og sikke en forskel. Fra at have daglige problemer gik jeg til at få ondt i maven en enkelt gang om ugen. Jeg var fascineret af tanken om, at hvede er et forholdsvist nyt element i vores kost, og at det derfor ikke er velegnet som menneskeføde.

 

Selvbillede

Allerede som barn fik jeg hurtigt fat i, at det var mest attraktivt at være slank. De tykke i klassen blev ofte drillet, og vi andre piger gik konstant og sammenlignede os med hinanden. Også selvom det ikke altid blev sagt højt. Dette “slanke ideal” fik jeg i dén grad bekræftet op gennem teenagealderen, hvor diverse reklamer, film og musikvideoer portrætterede “den perfekte kvinde” således. Det var egentlig ikke noget, jeg tænkte så meget over. Det var bare sådan, det var. Hvis man var tynd, havde man succes. Det lå implicit i den sociale orden, selvom det aldrig blev direkte italesat. Og jeg er overbevist om, at det ikke kun var sådan i mit hoved. Hos andre piger stødte jeg ofte på sætningerne “åhr, hende dér er bare så flot og tynd” og “jeg skal lige tabe mig 2 kilo, så er jeg tilfreds”. Det var et almindeligt samtaleemne, og er det stadig i dag, selvom vi efterhånden er godt i gang med voksenlivet.

Nu vil jeg ikke komme med en længere udredning, for der var også mange andre ting på spil for mig i denne forbindelse, men jeg fik en spiseforstyrrelse som 22-årig, hvilket er ret sent, rent statistisk set. Jeg havde været ude og rejse i et halvt år, og havde taget en masse (7) kilo på, og jeg syntes i forvejen, at jeg var for tyk, så det var jo ganske skrækkeligt. Jeg rejste i Mellemamerika, hvor de serverede 3 typer kulhydrater på samme tallerken til hvert måltid: bønner, majstortillas og ris. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg tog på. Det var ikke specielt store portioner, og jeg fik jo til gengæld ikke alt det junk-food, jeg fik hjemme i Danmark. Jeg blev mere og mere deprimeret af følelsen af ikke at have kontrol over min krops reaktion på det mad, jeg gav den. Da jeg kom hjem tabte jeg dog hurtigt de 7 kilo igen, blot ved at spise som jeg plejede. Det undrede mig.

Da jeg lidt senere fik det psykisk dårligt (af andre årsager), valgte jeg at stoppe med at spise. Det passer naturligvis ikke, for selvfølgelig spiste jeg. Men jeg lavede regler for, hvor meget (lidt), jeg måtte spise, for det var den eneste måde, hvorpå jeg kunne styre min vægt. Jeg følte, at maden var meget utilregnelig, og at det var nødvendigt at underspise for at få den succes, der fulgte med, når man var slank. Jeg tabte 10 kilo på en måned, og jeg var ikke overvægtig, da jeg startede. Det gav mig et kick at høre folk sige, at jeg havde tabt mig, og endnu mere, når de sagde, at det var pænt. Så jeg fortsatte.

 

Bulimi

Jeg ved præcis hvornår den anorektiske tankegang byttede plads med den bulimiske. Min krop cravede sukker, og en dag gav jeg efter. Jeg spiste en “flødebollerulle”, selvfølgelig efter nøje at have beregnet kalorieindholdet. Men jeg kunne ikke stoppe. Den ene tog den anden, og pludselig havde jeg spist hele pakken. Jeg skammede mig så meget, at det gjorde fysisk ondt i min krop. Jeg græd og fortrød. Jeg følte, at jeg havde lavet et overgreb mod mig selv, og jeg var fuld af angst. Jeg følte, at jeg nu blev invaderet af kalorier, og kunne slet ikke overskue konsekvensen. Det var første gang, jeg tvang mig selv til at kaste op.

Herefter gik det hurtigt. Allerede dagen efter gjorde jeg det igen, og de følgende dage blev det hyppigere og hyppigere. Til sidst havde jeg en regel om, at jeg kun måtte “beholde” ét lille måltid hver dag, og det skulle selvfølgelig være fedtfattigt. Resten skulle kastes op. Gang efter gang tvang jeg mig selv til det, og med tiden blev det en større smerte ikke at gøre det, end at gøre det. Det var min måde at blæse og have mel i munden på. Jeg kunne spise, men undgå (de vægtmæssige) konsekvenser heraf.
Det skal på ingen måde lyde, som om det var let. Jeg ser lige nu tilbage på den mest dystre periode af mit liv, og jeg ser billeder for mig som “grå”, “bræk”, “gråd” og “ligegyldighed”. Jeg ville bare forsvinde og ikke være nogen.

minhistoriebillede

Foråret 2011. Jeg kaster op flere gange dagligt, men stopper kort tid efter.

Jeg var heldigvis så godt stillet at have mulighed for at få rigtig psykologhjælp,  og er i dag så fri fra spiseforstyrrelsen, som jeg kan blive. En vigtig del af min proces var dog at indse, at det var mig, der tog de valg, som jeg tog. Det var mig, der ikke ønskede at være nogen. Det var mig, der valgte spiseforstyrrelsen, og ikke omvendt. Derfor bryder jeg mig ikke om hele rask/syg-tankegangen. Jeg tror faktisk i nogle tilfælde, at det kan være med til at hindre folk i at få det bedre. Hele den umyndiggørelse, der ligger i at være “psykisk syg” er ubehagelig, uhensigtsmæssig, og bør, efter min mening, stærkt begrænses.

 

Ambivalens

Da spiseforstyrrelsen langsomt fik mindre kontrol over min hverdag, var det en proces forbundet med op- og nedture, angst og lettelse. Alt i alt, et meget ambivalent forløb. Jeg hadede at kaste op, og jeg hadede den tomme skal, jeg havde ændret mig til. Jeg ville gerne leve igen. Men angsten for at tage på forsvandt ikke så nemt. Jeg var faktisk i en lang periode sikker på, at jeg kun kunne lade være med at kaste op, så længe jeg ikke tog på. Så mit forhold til mad var fortsat anstrengt, både på grund af angsten for at blive tyk, men også på grund af angsten for at få problemer med maven. Jeg var så træt af, at man ikke bare kunne spise ubekymret for at overleve. Jeg kunne ikke forstå, at det kunne være rigtigt, at man skulle være bange for at tage på, selvom man indtog almindelige mængder mad. Jeg kunne ikke begribe, hvorfor lægerne ikke kunne fortælle mig, hvorfor min mave gik amok, hver eneste aften. Hvorfor skulle mad have så meget magt over mit liv, selvom jeg ikke ønskede det?

 

Paleo og LCHF

I sommeren 2012 bliver jeg introduceret til paleo (stenalderkost) af min bror. Jeg er skeptisk til at begynde med, men beslutter mig for at give det en chance, fordi det, rent logisk, giver mening at spise mere uforarbejdet mad. Og om det virkede! Maveproblemerne forsvandt fuldstændig. Jeg kunne spise mig fuldstændig mæt, uden at opleve vægtøgning. Jeg oplevede bare ren velvære. Efterhånden som tiden gik, fandt jeg det dog sværere og sværere at blive ved med at være inspireret. Jeg kunne godt føle, at maden var lidt kedelig, og det sukker, jeg fik (i form af frugt og rodfrugter), triggede min lyst til flere søde ting. Jeg begyndte at leve on/off på paleo, men det vækkede hurtigt ubehagelige minder fra min tid med bulimi, hvor paleokost var “det rigtige, som jeg burde stræbe efter”, og konventionel kost var “det, man skejede ud i”. Det vidste jeg udmærket godt var en dårlig idé.

Jeg kan faktisk ikke huske, hvor jeg først stiftede bekendtskab med LCHF, men det var noget, man talte lidt nedsættende om i paleo-kredse. Det gav mig lyst til at prøve! Jeg købte Jane Faerbers bog “Spis dig mæt og glad”, og gik så ellers bare i gang med at læse og eksperimentere. Jeg var vild med al den lækre mad, man kunne lave. Jeg havde savnet de fede mælkeprodukter, som nu igen blev en fast del af min daglige kost. Dét var virkelig velvære. Flere ting ændrede sig hurtigt hos mig:

  • Jeg har i mange år lidt af periodevis søvnmangel og altid været B-menneske. Nu kan jeg falde i søvn kl. 22 hver aften.
  • Min mave er gået fuldstændig i orden efter de første to ugers overgangbesvær, og jeg har aldrig ondt i maven længere. Kun hvis jeg spiser mad, som ikke er LCHF.
  • Jeg har fået meget mere energi. Jeg kan rent faktisk rejse mig op og gå direkte hen og ordne opvasken efter at have spist.
  • Jeg led før af meget tør hud om vinteren. Især hænder og ben plejer at være udsat, nogle gange til det punkt, hvor jeg pludselig kunne bløde, fordi mine hænder sprækkede. Det er helt væk nu, og har slet ikke været her denne vinter.
  • Jeg er ikke oppustet længere. Det hjalp min psyke til at forstå, at jeg kan spise til jeg er mæt -også uden at tage på.
  • Jeg holder mit BMI, hverken taber mig eller tager på.
  • Jeg har nu fået et helt afslappet forhold til (LCHF)mad, hvilket jeg ellers nær havde opgivet at få nogensinde.

Følelsen af at have opnået en forståelse for, hvad det er for mekanikker, der er på spil i kroppen, giver mig en ro, jeg aldrig havde troet, jeg skulle få. Og her taler jeg ikke bare ud fra et spiseforstyrrelsesperspektiv, for en engelsk undersøgelse lavet på 2000 kvinder viser, at 87% af kvinder er utilfredse med minimum én ting på deres krop, og at 71% ser sig selv som gennemsnitligt attraktive eller under. Dette hænger naturligvis ikke udelukkende sammen med vægt, men hvis man føler sig oppustet og træt, og at man altid skal passe på med ikke at spise for meget, så får det en negativ indflydelse på ens generelle velvære.

Derfor er LCHF kommet for at blive i mit liv. Der er utallige grunde til, at folk får lyst til at prøve LCHF, og mange vælger det også uden overhovedet at have nogen problemer med vægten. Dette er blot min egen, helt subjektive historie og mine bevæggrunde for at ændre min livsstil. LCHF har sat mig fri for både mit negative selvbillede og mine fysiske gener.

Tak, fordi du læste med.