Mexi-burger and fries
Let’s face it…
Ind imellem får vi alle sammen lyst til en god burger med sprøde pommes frites til. Men hvad gør man så, når man ikke spiser hverken brød eller kartofler? Well, her er et bud.
Det skal du bruge (til 4 burgers – 2 personer):
Burgerbolle-oopsies (8 stk.)
- 2 æg delt i hvider og blommer
- 2 spsk. sesammel
- 80 g. philadelphia
- 1 spsk. kerner eller frø (fx sesamfrø eller solsikkekerner)
- 1/2 tsk. fiberHUSK
- Lidt kerner eller frø til drys
- 1 knivspids salt
Bøf
- 400-500 g. hakket oksekød
- 1/2-1 frisk chili
- 1 fed hvidløg
- 1 æg
- Salt og peber
Guacamole
- 2 avocado’er
- 1 spsk. græsk yoghurt
- 2 fed hvidløg
- 1/2 tsk. knust chili (eller efter smag)
- Et skvæt limesaft
- Salt og peber
Sellerifritter
- 1/2-1 knoldselleri (alt efter størrelse og appetit)
- Olivenolie
- Salt og peber
Andet
- Salat (fx iceberg, hjertesalat eller babymix)
- Tomater
- Agurk
- Løg
- Evt. sukkerfri ketchup
- Evt. hjemmerørt chilimayo
- Evt. bacon
- Evt. ost (fx cheddar)
- Evt. salatmayonnaise (til sellerifritterne)
Sådan gør du:
Start med at lave oopsies’ne. Ovnen varmes op til 150 grader.
Del æg i blommer og hvider. Blommerne piskes sammen med flødeost, sesammel, kerner/frø, fiberHUSK og salt.
Hviderne piskes stive og vendes forsigtigt i æggeblommemassen.
Klat 8 oopsies ud på en bageplade beklædt med bagepapir. Drys med frø/kerner.
Bag i ovnen i ca. 20 minutter. Hold øje med dem undervejs, de skal være let gyldne.
Gå i gang med selleri-fritterne. Knoldselleri skrælles (det er nemmest at skære skrællen af med en stor kniv), og skæres i pommes frites-lignende stykker.
Læg dem på en bageplade med bagepapir og overhæld med olivenolie og drys med salt og peber.
Når oopsies’ne er færdige, tager du dem ud og skruer du ovnen op på 200 grader, og bager sellerifritterne til de er gyldne og sprøde (ca. 1/2 time, men hold øje og vend dem undervejs).
Mens sellerifritterne er i ovnen, laver du bøfferne og guacamolen.
Rør farsen sammen med æg, hvidløg, finthakket chili, salt og peber.
Form 4 store bøffer og tryk dem flade. “Hak” dem med en kniv, som når du laver hakkebøffer, og krydr med salt og peber på begge sider.
Steg bøfferne på begge sider i smør eller olivenolie. Når de næsten er færdige, lægger du en skive ost på hver bøf, så den smelter ned over kødet.
Avocaco udstenes og hakkes i en skål. Tilsæt græsk yoghurt, hvidløg, chili, salt og peber, og rør godt, til massen er ensartet.
Saml burgerne ved at bruge to oopsies som brød.
På den ene oopsie kommer du salat, tomat, agurk, løg og guacamole på, så en bøf med ost, guacamole, bacon, evt. sukkerfrit ketchup og chilimayo, og topper den med den anden oopsie.

Jeg brugte denne ketchup uden tilsat sukker fra SuperBest. Den indeholder 10 g. kulhydrat pr. 100 g., så den er ikke helt “lovlig”, men det er et spørgsmål om prioritering. Til gengæld smager den virkelig lækkert af tomat, og indeholder fx større stykker af løg. En rigtig god, autentisk ketchup, efter min mening.
Du kan selvfølgelig også prøve kræfter med at lave din egen, eller undvære ketchup.
Servér med sellerifritter og evt. salatmayonnaise eller chilimayo.
Mc Donald’s go home! Velbekomme!
Nyeste kommentarer