LCHF-venlig solbærmarmelade
Vi havde en masse frosne solbær i fryseren fra egen have, så jeg har spurgt på Facebook, hvad I synes jeg skal bruge dem til. Det er blandt andet blevet til en SKØN solbærmarmelade, og der er stadig flere bær, så flere gode idéer modtages gerne!
Jeg har faktisk ikke lavet hjemmelavet marmelade før, og efter mit møde med LCHF, plejer jeg bare at købe sukkerfrit marmelade, som ikke rigtig smager af noget, fordi jeg har været overbevist om, at det hjemmelavede er meget besværligt. Men det er det bare overhovedet ikke! Det er faktisk overraskende simpelt, og heller ikke tidskrævende. Det smager tusind gange bedre end det købte, sukkerfri, og mindst ligeså godt som almindeligt.
Det bliver bestemt ikke sidste gang.
Du skal bruge (et almindeligt glas):
- 300 g. solbær
- 2 spsk. vand
- 80 g. kokossukker
- 30 g. Sukrin Melis
- 1 tsk. vaniljepulver
- 2 tsk. chiafrø (kan udelades)
Sådan gør du:
Solbær og vand varmes op i en tykbundet gryde ved svag til middelvarme.
Tilsæt kokossukker, Sukrin Melis og vaniljepulver, og lad blandingen komme op og småkoge i ca. et kvarter ved moderat varme.
Rør chiafrøene i, og kog yderligere 5 minutter.
Lad marmeladen køle af og hæld på glas. Opbevar på køl.
Velbekomme!
Pingback: LCHF pandekager
Pingback: Chia-knækbrød uden æg og nødder