LCHF lakridsflødeboller med marcipanbund

March 3, 2014 at 3:55 pm

Her får I opskriften på lækre LCHF-flødeboller. Er du til lakrids og marcipan, så er denne opskrift bestemt noget for dig! Og det bedste af det hele er, at den er rimelig nem at lave og ikke er særlig tidskrævende.

image

Hvis du vil spare lidt penge, så køber du hele mandler, som du smutter og hakker til mandelmel selv, men jeg ville hellere spare tid, og købte Urtekrams færdige mandelmel i Føtex til omkring 50 kr.

 

Til ca. 15 flødeboller skal du bruge:

Bunde:

  • 100 g. mandelmel, enten købt eller hjemmelavet
  • 1 æggehvide
  • 3 spsk.  kokossukker eller Sukrin gold (evt. 50/50, da Sukrinen godt kan have en “kølig” eftersmag)
  • 1/2-3/4 tsk. mandelessens

Skum:

  • 75 g. pasteuriserede æggehvider
  • 130 g. Sukrin gold eller kokossukker
  • 1/2 dl vand
  • 1 spsk. lakridspulver (med top)

Pynt:

  • 150-200 g. mørk chokolade (min. 70%) til overtræk
  • Frysetørrede hindbær

 

Sådan gør du:

Start med at lave bundene. Sæt ovnen på 180 grader, almindelig ovn.

Mandelmel, Sukrin, mandelessens og æggehvider æltes sammen til marcipan. Dejen rulles til en tyk pølse og skæres i 15 tynde skiver.

image

Placér skiverne på en bagepapirsbeklædt bageplade og tryk dem flade, så bundene bliver tynde. Ellers bliver de hurtigt for fremtrædende i flødebollen.

image

Mine bunde blev lidt for tykke, og derfor for fremtrædende i smagen. Derfor har jeg reduceret marcipanmængden i opskriften, så dine bunde bliver tyndere end dem på billedet her.

 

Bag dem i ca. 10 minutter. Hold øje til sidst, de skal helst ikke blive for mørke i farven. Mine fik en anelse for meget, og blev lidt for sprøde i konsistensen.

Imens laver du skummen. Bring Sukrin og 1/2 dl vand i kog, og lad det koge et par minutter. Æggehvider piskes stive, og når sukkerlagen har kogt ca. 2 minutter, kommes den med det samme i æggehviderne i tynd stråle, mens du pisker videre med en håndmikser. Vend lakridspulveret i.

Du skal nu piske i ca. et kvarter på middelstyrke, så massen kan stå på bundene uden at falde sammen.

Lad bundene afkøle inden skummet kommer på.

Find en sprøjtepose frem og sprøjt skummet på bundene.

image

Vent lidt og lad skummet sætte sig, inden du smelter chokoladen over vandbad og pensler det på skummet. Du skal være fokuseret og forsigtig, så du ikke får tværet skummet med rundt.

Drys frysetørret hindbær på som pynt.

 

image

Du kan godt gemme flødebollerne til dagen efter, men de er klart bedst på dagen. Der er delte meninger om, hvorvidt hjemmelavede flødeboller skal på køl eller ej.  Jeg opbevarer dem på køl i en lufttæt beholder.
Jeg har i øvrigt læst et sted, at man kan undgå, at skummets konsistens ændrer sig for meget ved at tilføre syre (fx citronsaft) til massen, men det er når man bruger sukker, så jeg ved ikke, om det vil virke her. Dette vil jeg prøve at eksperimentere med fremadrettet.

Velbekomme!