Kokospanerede Vannamei-rejer med grøntsagskroketter

February 25, 2014 at 8:10 pm

Okay. Det her er altså bare lækkert. Virkelig. Kokospanerede rejer med grøntsagskroketter, purløgsdressing og frisk salat. Jeg har tænkt over at kreere denne ret længe, og i dag skulle det være. I skulle egentlig have haft den i går, men tiden var der ikke. Og det er altså en ret, man skal have god tid til at lave, men jeg kan forsikre jer om, at den er det hele værd! (JA, rejerne bliver crispy!)

image

Hvis du skipper grøntsagskroketterne og skærer ned på mængden af rejerne, så har du i øvrigt en lækker forret. Kroketterne blev jeg inspireret af, da jeg kiggede på opskrifter på Paleoblog, og de egner sig fint sammen med de sprøde rejer, da de giver lidt modspil med den bløde konsistens.

Til 3-4 personer skal du bruge:

  • 400 g Vannamei-rejer
  • 1 L. rapsolie til dybstegning

Marinade:

  • 3 spsk. olivenolie
  • 1 tsk. knust chili
  • 2 tsk. kokossukker
  • 2 fed hvidløg
  • 1 spsk. citronsaft
  • Salt og peber

Purløgsdressing:

  • 200 g græsk yoghurt
  • 35 g mayonnaise
  • 1 bundt purløg
  • Salt og peber

Panering:

  • 1 pose flæskesvær ELLER 4 spsk. mandelmel (begge dele er testet, det virker omtrent lige godt)
  • 5 spsk. kokosmel (det grove)
  • Evt. 2 tsk. kokossukker (kan udelades)
  • 2 æg

Grøntsagskroketter:

  • 1 broccoli
  • 1/2 hvidkål
  • 3 æg
  • 1/2 tsk. gul fiberHUSK (eller 1 tsk. grøn HUSK)
  • Salt og peber
  • Frisk persille

Salat:

  • Frisk salat, jeg brugte “symfoni-salat” fra Lidl
  • 1 stor avocado
  • 10 cherrytomater
  • Frisk persille
  • Olivenolie
  • Evt. lime til pynt

 

Sådan gør du:

Dressing (kan med fordel laves i forvejen):

Græsk yoghurt, mayonnaise og purløg røres sammen. Smag til med salt og peber. Sæt dressingen på køl, indtil du skal bruge den.

image

Rejer:

Start evt. om morgenen med at lave marinaden. Alle ingredienserne blandes i en lille skål og sættes på køl.

image

Dernæst skyller/piller du rejerne, alt efter hvilke rejer, du har med at gøre. Mine var pillede på forhånd, men man skal altid skylle dem og tjekke igennem, at tarmene er fjernet (en sort streng på den ydereste “bue” på rejen). Når rejerne er fine og klar, hældes de i en pose sammen med marinaden. Stil dem på køl minimum en time, eller til du skal bruge dem.

Når du nærmer dig spisetid, klargøres paneringen. Lav en dyb tallerken med sammenpisket æg og en dyb tallerken med “rasp” (enten mandelmel eller knust flæskesvær) og kokosmel (ca. 50/50, måske lidt mere kokos).

Rapsolien hældes i en lille gryde og varmes ved moderat til høj varme. Når den begynder at småboble og sige små lyde, er den klar.

Panér rejerne to gange. Dvs. først vendes en reje i ægget, dernæst i kokosblandingen, så i ægget igen, og endnu engang i kokosblandingen.

Dybsteg rejerne ca. 4-5 styks ad gangen, så de ikke hænger sammen. Lige så snart de er gyldne i farven, er de færdige. Du skal måske justere varmen under gryden et par gange undervejs for at de ikke bliver for mørke i farven. Når alle rejerne er stegt, lægges de til at dryppe af på lidt køkkenrulle.

Et styks færdig, sprød reje

Grøntsagskroketter:

Broccoli skæres i buketter og hvidkål hakkes groft. Så kommes begge dele i en stor gryde med vand, hvorefter de skal koge let, så de bliver møre (ikke gennemkogte). Så dryppes de af, så de ikke holder en masse væske, og blendes let med en stavblender. Det behøver ikke blive til mos, men broccolien skal være blendet helt.

Når det er gjort, tilsættes de 3 æg, salt, peber, fiberHUSK og persille, og det hele blandes sammen.

Sæt en pande til opvarmning på middelvarme med lidt olie på. Form kroketterne med to spiseskeer, ligesom når du laver frikadeller, og tryk dem let flade på panden. Vend dem forsigtigt, når de er blevet gyldenbrune. Når begge sider er brunede, er de færdige.

image

Salat:

Mix alle ingredienserne til en lækker salat. Hæld olivenolie, salt og peber henover til sidst.

image

image

Server hele retten og tillad evt. dig selv et koldt glas tør hvidvin ovenpå dine kulinariske udfoldelser ;)

image

 

Velbekomme!