Kokos-fisk i chili-flødesauce med stegte grøntsager

March 20, 2014 at 9:14 pm

Jeg er altså normalt ikke en kæmpe fan af fisk. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg som barn fik at vide, at der ikke var ben i fisken, hvorefter jeg 2 minutter efter sad og hostede og måtte pille massevis af ben ud af munden. Og dernæst prompte kommentaren: “Ej, men de er jo så små, dem kan man jo ikke engang mærke!”

JO, MAN KAN SÅ! Og de forstyrrer min madoplevelse.. ;)

image

Det er jo lidt trist at have det sådan med fisk, når nu det er så super-sundt at spise, med alle de gode omega-3 fedtsyrer, som især fede fisk indeholder. Så nogle gange tager jeg mig sammen og laver det alligevel. Nu er det jo heller ikke alle typer af fisk, der rangerer lige lavt i mit hjemmestrikkede fiske-hierarki. Laks har jeg fx intet problem med, og kan ligefrem lide det!

Som I måske har bemærket, så får vi pt. low-carbkassen  fra Aarstiderne hver anden uge herhjemme, og i dag stod den så på fisk. Jeg var lidt skeptisk, eftersom det ikke har været alle deres fiske-retter, der ligefrem er gået rent hjem hos mig, men torskefileten skulle have en chance. Og YUM, den var god! Altså sådan rigtig god! Selv for en “fiske-hater” som mig ;)

Opskriften er inspireret af Aarstidernes, men jeg har forsøgt at LCHF’ificere den ved at tilføre fedt, samt spice den lidt op med noget ekstra smag. Den indeholder i øvrigt gulerødder, så hvis du er meget striks, vil du måske vælge en anden grøntsag. Jeg forestiller mig, at fx fennikel og porrer kunne være godt.

Det skal du bruge (2 personer):

  • Ca. 400 g. frisk torskefilet
  • 1/2 frisk chili
  • 1-2 dl. piskefløde
  • 1 kokosnød (halvdelen af kødet, al saften)
  • 1 fed hvidløg
  • 2 squash
  • 2-300 g. gulerødder (eller andet grønt, der egner sig til pandestegning, hvis du er striks)
  • 1 løg
  • 1/2 økologisk citron (du skal bruge skallen)
  • 1 forårsløg
  • Marokkansk krydderiblanding (fra Tiger)
  • Olivenolie eller kokosolie til stegning
  • Salt og peber
  • Evt. karse

 

Sådan gør du:

Tænd ovnen på 180 grader.

Hiv dit mandolinjern frem (hvis haves – kan gøres manuelt), og snit gulerødder, løg og squash på skrå i tynde skiver.

Åbn kokosnødden ved at stikke hul på de bløde punkter for oven, og hæld saften forsigtigt ud i en skål. Dernæst brækkes kokosnødden helt op med en hammer. Fjern skallen fra halvdelen af kødet og riv det på et rivejern. Resten kan du fx bruge til en god, hjemmelavet müsli.

image

Sådan så det ud hos mig, da jeg havde bedt min kæreste om at åbne kokosnøden… Han troede, at den ville være meget hårdere, end den reelt var, så med ét slag, var der både skal, saft og kød ud over hele køkkenet :) Jeg tror jeg må købe nogle flere kokosnødder, han kan øve sig på ;)

Den revne kokos og de øvrige grøntsager blandes i en skål og vendes med olivenolie, citronsaft, reven citronskal og salt og peber.

Steg grøntsagerne på panden i olivenolie eller kokosolie, og tilsæt en smule marokkansk krydderiblanding (forsigtigt, det smager igennem).

image

Anret fisken på et lille, størrelsesmæssigt passende fad. Skær chili, pres hvidløg, og vend det i en lille skål med kokossaften, piskefløden, lidt citronsaft og salt og peber. Hæld saucen ud  over fisken, og drys med forårsløg.

image

image

Bag fisken i ovnen i ca. 20-25 minutter (eller til den er gennemstegt), og servér på en bund af stegte grøntsager, toppet med flødesauce og karse.

image

image

 

Velbekomme!