Jordbær/chokolade-cheesecakedessert

March 30, 2014 at 8:47 pm

Mere dessert til folket…

image

I går var jeg inviteret hjem til en god veninde, som også spiser LCHF – Og åh, hvor er det dejligt at komme på besøg uden at være til madmæssig besvær. Vi havde aftalt, at hun stod for hovedretten, mens jeg skulle medbringe dessert. Det passede mig glimrende, da jeg jo lidt har en forkærlighed for LCHF-desserter (det har I ikke opdaget, vel?), men ligesom jeg ellers tror, at jeg har lavet en dessert, man VIRKELIG ikke kan gå galt i byen med, så går det op for mig, at jeg har kokkereret til verdens (måske) eneste menneske, der ikke kan lide jordbær :D …Ups.

Prøv i øvrigt lige at se et lækkert ostebord, hun havde lavet:

image

Omelet, ost og pølse, foccacia-brød, oliven og butternut squash med chorizo og tomatsovs. Yum.

image

Nå, men hun kunne altså godt lide den alligevel, og endte med at spise alt andet end de hele stykker jordbær, så jeg tror alligevel godt vi kan tillade os at kalde desserten for en succes :) Personligt var jeg vild med den, men jeg elsker jo også alt, der har med jordbær og chokolade at gøre…

Det er bestemt ikke sidste gang, jeg laver denne dessert. Den vil også være perfekt til gæster, der ikke nødvendigvis spiser LCHF, og den smager meget mere “forbudt”, end den egentlig er.

 

Du skal bruge (4 stk..):

  • 4 spsk. græsk yoghurt (10%)
  • 1 pakke Philadelphia original (200 g.)
  • 3 dl. piskefløde
  • 200 g. jordbær til creme
  • Lidt ekstra jordbær/andre bær til pynt
  • 70 g. mørk chokolade
  • 2 tsk. kakaopulver
  • Ca. 100 g. sødning (jeg brugte halv Sukrin Melis og halv kokossukker)
  • 100 g. hasselnødder
  • 1 spsk. sødning til nødderne.

 

Sådan gør du:

Ostecreme-base: Pisk græsk yoghurt og Philadelphia sammen, og tilsæt sødningen.

image

Del massen i to lige store dele. Den ene skal blive til jordbærcreme, den anden til chokolade.

Jordbærcreme: Kom 200 g. jordbær i en blender eller minihakker, og lav en flydende puré.

image

Kom puréen op i den ene halvdel creme. Pisk 1 dl. fløde til flødeskum, og vend det forsigtigt i jordbærcremen. Stil det på køl.

Chokoladecreme: Smelt de 70 g. chokolade over vandbad. Imens pisker du 2 dl. fløde til en blød flødeskum, og vender det i den anden halvdel ostecreme. Når chokoladen er smeltet, røres den, mens den er varm, i ostecremen sammen med kakaopulver. Rør til du har en ensartet masse, og smag evt. til med ekstra sødning, hvis det er nødvendigt (det afhænger af, hvilken type du bruger).

Nougatnøddecrunch: Varm ovnen op på 150 grader. Hæld 100 g.  hasselnødder på en bageplade beklædt med bagepapir, og bag dem ca. et kvarter, til skallen begynder at løsne sig. Tag nødderne ud og pil skallen af, så godt du kan.

image

Hasselnødder inden en tur i ovnen

image

Hasselnødder efter en tur i ovnen, hvor skallen har løsnet sig

image

Hasselnødder uden skal

Hak nødderne i en minihakker (eller manuelt), og tilsæt 1 spsk. sødning.

Saml desserten: Lav skiftevis lag af nødder, chokoladecreme, friske bær og jordbærcreme. Top med fx revet chokolade eller frysetørrede bær.

image

 

Velbekomme!