Choko/lakridsfudge

February 21, 2014 at 8:58 pm

ADVARSEL!

Her er der virkelig fare for overspisning. (Well, andre siger, de max kan spise én, så det er måske bare mig).

Der er rigtig mange opskrifter på LCHF-fudge derude, men jeg har nu lavet min egen. Det er gået ret godt, hvis jeg selv skal sige det.
Disse fede, syndige lækkerbiskener er bløde i konsistensen og søde i smagen, og så er de vildt nemme at lave (we like).

Choko/lakridsfudge

Du skal bruge:

  • 2 dl piskefløde
  • 100 g smør
  • 50 g mørk chokolade (minimum 70%)
  • 30 g kokossukker eller Sukrin Gold
  • 1 spsk. lakridspulver

 

Sådan gør du:

Kom alle ingredienser, bortset fra chokoladen, i en tykbundet gryde og sæt den på det laveste blus.

Når massen er blevet forholdsvis varm og ensartet, kommes chokoladen i. Nu skal den stå og småsimre (IKKE koge) i 60-70 minutter. Man behøver ikke røre i massen konstant, men jævnligt.

Når massen er tyk, mørk og har sat sig lidt på grydens kanter, så er den færdig. Det er vigtigt, at den ikke får hverken for meget eller for lidt. Den må ikke kunne hældes i en tynd stråle, når du løfter skeen fra gryden, men skal heller ikke være så tyk, at den begynder at skille.

image

Massen hældes i en silikonechokoladeform eller en almindelig form beklædt med bagepapir.

image

Fudgen sættes på køl eller natten over. Hvis man er utålmodig kan man også komme den i fryseren, så sparer man noget tid. Hvis den er kommet i én stor form, skæres den ud i mundrette portioner. Det er i øvrigt en god idé at komme dem i fryseren ca. 1 time inden servering, da de smelter ret hurtigt og kan miste formen. Mit gæt er dog, at de ikke når at smelte ;)

image

Velbekomme!

image

 Tip: Jeg bruger en lakridspulver, som jeg køber i Føtex til omkring 30kr. Der findes to slags. Det er vigtigt at vælge den, der hedder “lakridspulver” og ikke “lakridsgranulat”.