Chia-knækbrød uden æg og nødder

March 23, 2014 at 2:01 pm

…Og der bredte sig en duft af nybagt knækbrød!

image

Mmm, det her knækbrød er bare SÅ lækkert og sprødt, og så er det tilmed fuld af de gode chiafrø, som har et højt indhold af omega-3 fedtsyrer (som jo er dem, vi gerne vil have flere af), og masser af kostfibre. Hørfrø indeholder ligeledes godt med omega-3, så det her er et super-sundt knækbrød, uanset om man spiser LCHF eller ej.

Der var 2 grunde til, at jeg gik i gang med at lave knækbrød i dag; for det første har jeg jo lige lavet et glas hjemmelavet solbærmarmelade, og jeg drømmer derfor om en lækker ostemad med marmelade ovenpå. For det andet starter jeg i “praktik i andre skoleformer” i morgen på et ungecenter, hvilket jeg glæder mig sindssygt meget til. Men her kommer ordet “madpakke” ind i billedet, og der skal jeg have noget nemt, man lige kan tage med i hånden om morgenen, og der synes jeg knækbrødet vil være oplagt (jeg tænker højtbelagt :D).

Udover, at det er supersundt og smager fantastisk, så har dette knækbrød også andre fordele. Det er nemlig sindssygt nemt at lave, og selve forarbejdet tager maks 10-15 minutter, hvis man koger sit vand til bouillonen i en elkedel. Den lidt lange tid i ovnen skyldes, at man helst ikke skal varme kernerne op ved høje temperaturer, da man kan ødelægge nogle af de sunde fedtstoffer, som vi jo helst gerne vil have skal optages i kroppen. Men eftersom brødet jo bare står og passer sig selv, så kan man jo udnytte tiden til lidt forårsrengøring, eller andet fornuftigt, til duften af nybagt knækbrød…

 

Du skal bruge:

  • 2 dl. chiafrø
  • 2 dl. solsikkekerner
  • 1 dl. hørfrø
  • 1 spsk. fiberHUSK
  • 1/2 l. grøntsagsbouillon
  • Evt. en lille smule salt

 

Sådan gør du:

Tænd ovnen på 150 grader.

Varm 1/2 l. vand, og opløs 1 bouillonterning i det. Lad køle lidt ned, men det skal stadig være lunt.

Alle frø og kerner blandes sammen i en skål.

Bouillon hældes ned til frøene og kernerne, og der røres.

Tilsæt et lille nip salt og fiberHUSK og lad trække et øjeblik, så massen hænger sammen.

image

Du skal ikke blive nervøs, når chiafrøene danner “slimstoffer”. Det er smaddersundt, og får knækbrødet til at hænge godt sammen. Sørg bare for at røre godt igennem, inden du smører massen ud på bagepladen.

 

Bred blandingen ud, så tyndt som muligt, på to bageplader beklædt med bagepapir. Du får ca. til 1 1/2 bageplade – måske lidt mere.

image

Tip: Kør med en pizzaslicer henover knækbrødet, der hvor du gerne vil have, at det skal kunne brækkes i stykker. Det gør det nemmere at få pæne stykker.

Bag knækbrøddene ca. 1 time og 20 minutter, eller til de er sprøde.

image

 

Velbekomme!