Cheesecake-dessert

March 22, 2014 at 9:00 pm

Jeg har lige lavet denne (undskyld snerten af selvfedme) guddommelige dessert til lørdagshyggen herhjemme. Den gik rent hjem hos alle!

image

Jeg har igennem længere tid tænkt på, at jeg skulle lave en dessert med ostecreme, som skulle være nem, og helst uden brug af husblas. Og eftersom vi havde en MASSE solbær fra haven liggende, som skulle spises hurtigst muligt, så var det da en oplagt mulighed for at udleve mine cheesecake-drømme.

Jeg har dog valgt at købe nogle andre bær også, for at lave lidt spil i smagen. Specielt jordbær synes jeg er eminente sammen med den marcipan-agtige crumble.  

 

Det skal du bruge (3-4 stk.):

Ostecreme:

  • 200 g. Philadelphia original
  • 4 store spsk. græsk yoghurt
  • 1 1/2 dl. piskefløde
  • 2 spsk. kokossukker eller Sukrin Gold
  • 1/2 økologisk citron (skal og saft)

Crumble (nøddeblanding):

  • 1/2 dl. mandler
  • 1/2 dl. hasselnødder
  • 2 tsk. kokossukker

Crumble (marcipandej):

  • 80 g. mandelmel (ikke fedtreduceret. Fås i Føtex eller males selv)
  • 1 bæger past. æggehvide
  • 1 tsk. mandelessens
  • 2 tsk. kokossukker

Andet:

  • 70 g. usaltet smør (eller saltet, så smager man det bare lidt i desserten)
  • Forskellige bær – Jeg brugte solbær, jordbær, blåbær og brombær.
  • Evt. revet, mørk chokolade til pynt (min. 70%)

 

Sådan gør du:

Opvarm ovnen til 150 grader.

Start med at lave cremen. Græsk yoghurt og Philadelphia røres sammen.

Pisk fløden let. Den skal ikke være helt stiv.  Bland den sammen med Philadelphiaen og den græske yoghurt, og pisk videre med elpiskeren.

Tilsæt kokossukkeret og pisk.

Smag til med citronsaft og skal, og stil cremen på køl.

image

Færdig ostecreme

Så begynder du på din crumble. Mandler og hasselnødder hakkes groft i en minihakker. Bland 2 tsk. kokossukker i. Mandelmel, æggehvide, mandelessens og 2 tsk. kokossukker blandes i en skål for sig. Ælt det igennem med hænderne til en blød marcipanmasse (det bliver ikke lige så fast som almindelig marcipan).

image

Ikke-fedtreduceret mandelmel købt hos min lokale indiske grønthandler. Du kan også lave det selv, ved at hakke mandler fint i en minihakker eller male det med en kaffekværn.

Tag nu en bageplade frem og beklæd den med bagepapir. På den ene halvdel drysses de hakkede nødder ud, og på den anden trykker du marcipanmassen flad med fingrene, så de to blandinger ligger ved siden af hinanden, uden at blive blandet.

image

Sæt det i ovnen i 15-20 minutter – men hold øje undervejs, og rod lidt rundt i de hakkede nødder, så de ikke får for meget.

De to blandinger tages ud af ovnen, når nødderne er gyldne og marcipandejen er fast og let gylden og sprød.

image

Marcipandejen smuldres henover nødderne, så de to ting blandes.

image

Smelt smørret i en gryde, og kom din crumble ned i smørret. Tilsæt evt. lidt mere kokossukker, hvis du synes. Rør rundt, og lad det køle ned.

image

Færdig crumble

Skyl bærrene, og “saml” desserten i fine dessertglas. Først lidt crumble i bunden, så lidt bær, og dernæst ostecreme. Sådan fortsætter du op til kanten, hvor du eventuelt kan fylde ostecreme i en sprøjtepose og dekorere toppen med bær og revet chokolade.

image

image

 

Velbekomme!