Bikini-sæson (gys og gru!)

May 1, 2014 at 1:59 pm

Er det okay ikke at være tilfreds med sin krop? Som en der tidligere har kæmpet med en spiseforstyrrelse, er det et utrolig tabuiseret emne, og der vil altid ligge en “bevisbyrde” på mig, når jeg udtaler mig om den slags ting. For “er jeg nu helt rask, når jeg ytrer mine holdninger – eller er det ‘det store, farlige spiseforstyrrelses-monster’, der taler?”

image

Jeg er ret sikker på, at det er mig selv, der taler i det følgende. Jeg er faktisk også temmelig sikker på, at jeg aldrig stoppede med at være mig selv. Jeg blev ikke “overtaget” af nogen eller noget, selvom folk har det bedst med at eksternalisere den slags. Jeg har truffet nogle valg, der på et givent tidspunkt gav mening for mig, og det står jeg ved. Men jeg vil nu alligevel tillade mig at have en mening om udseendets indflydelse på vores psykiske velvære. Faktisk synes jeg endda, at mine erfaringer på sin vis giver mig en ekstra ‘berettigelse’ til at have en mening om emnet. Men det kan godt være hårdt at møde andre menneskers forestillinger om hvad jeg må og ikke må have en mening om. Tak for omsorgen, men det skal jeg nok selv finde ud af ;)

Okay, i går var den første gang i år, at jeg vovede mig ud i en have (jeg låner stadig min mors, eftersom vores egen endnu ikke er tilnærmelsesvis færdig) i bikini. Eller, det var faktisk ikke en bikini, men shorts og en top, jeg rullede op for at få lidt sol på min bekymrende blege krop. Jeg kunne godt mærke, at det var ekstra grænseoverskridende i år, fordi min mors hæk lige er blevet klippet helt ned, så alle der gik forbi på stien kunne “nyde” synet – eller hvad man nu vil vælge kalde det ;)

De sidste par weekender, eller måske den sidste måned, har der været en del afhoppere fra LCHF for mit vedkommende. Dvs. jeg har ikke haft en hel periode med almindelig mad, men jeg har haft flere enkelte situationer og “småperioder”, hvor det har været kørt lidt af sporet, mest af sociale årsager. Der har været flyttepizzaer (hvilket er noget af det værste, jeg kan udsætte mig selv for, min mave går helt amok), byture og fredagsbarer med tilhørende natmad ved pølsevognen (ja, er det ikke charmerende?) og påskefrokoster. Det har egentlig været okay, jeg har ikke haft de vildeste “sukkertømmermænd” (kun efter byturene – høhø), men det har været svært at holde stilen de efterfølgende dage. Og det kan altså ses på min figur. Eller.. JEG kan se det. Jeg ved ikke, om andre kan, og det er jo egentlig også ligemeget, meeeen det er her, jeg kan mærke, at spiseforstyrrelsen stadig godt kan finde på at “spøge” selvom jeg har det godt til hverdag. Det er ikke nødvendigvis tanken om, ikke at være tilfreds med min krop, jeg tænker på, for det kan alle og enhver jo opleve. Det er mere mine handlingsmønstre efterfølgende, jeg tænker på.

Jeg tror de fleste mennesker har dage, hvor de har lyst til at grave sig ned i et hul for en enkelt dag. Problemet for mig er, at sidst jeg “gravede mig ned”, så kom jeg ikke op igen før et par år senere, så det er ikke en mulighed for mig. Jeg er nødt til bevidst at minde mig selv om, at det er okay at have en off-day, være (føle sig)  ”grim” eller “tyk” og så sørge for, at det ikke bliver en permanent tilstand. Jeg NÆGTER at punke mig selv for ikke at være perfekt, men jeg forbeholder mig også retten til at gøre en aktiv indsats for at være glad og tilfreds. Men det kræver en bevidst indsats. Jeg synes faktisk stadigvæk, at det er rigtig svært at være ligeglad med hvad andre tænker, når det kommer til min krop, selvom jeg godt ved, at folk nok er pænt ligeglade med, at jeg har taget et par kilo på -de ved jo ikke hvordan jeg plejer at se ud, hvis man overhovedet kan se det. Men jeg kan alligevel mærke, at jeg er sindssygt bevidst omkring min krop stadigvæk, selvom jeg gradvist bliver bedre til at “være ligeglad”. Jeg ved også, at jeg ville være dybt ulykkelig lige nu, hvis jeg ikke havde opdaget lowcarb-kost, fordi det før føltes som en konstant kamp mod “den onde, farlige mad” bare at vedligeholde vægten. Og nogle gange tænker jeg over, hvad der reelt er leftovers fra spiseforstyrrelsen, og hvad der bare er et ganske almindeligt (og ikke urimeligt) ønske om at have det godt med sin krop. Det er nogle gange som om folk måler graden af “raskhed” på, hvor ligeglad, jeg kan præstere at være med mit udseende, hvilket jo er et urimeligt kriterium i mine øjne. At blive fri for en spiseforstyrrelse er altså ikke lig at udvikle ligegyldighed overfor sig selv, hverken fysisk eller psykisk.

“Man bør altid have det godt med sin krop, uanset hvordan man ser ud,” vil nogen måske sige. Men her vil jeg tillade mig at være uenig. Det er simpelthen ikke rigtig, og jeg synes, at det burde være mere socialt accepteret at ville gøre en indsats for at kunne være tilfreds med sin krop og sit udseende. Hvorfra kommer egentlig ideen om, at vi absolut skal være tilfredse med vores kroppe, uanset hvordan de ser ud? Er det fra tanken om, at det er det indre, der tæller? Er det janteloven?

Jeg synes både, at det indre og det ydre tæller, og jeg synes faktisk også, at det er to sider af samme sag. Med andre ord, så synes jeg, at det må være helt naturligt, at fysisk tilfredshed kan hænge sammen med psykisk tilfredshed. Jeg føler nogle gange, at vi forsøger at “tale ned” til os selv ved at sige “du er helt perfekt som du er” (hvis vi ikke synes det, vel at mærke) eller “det er fuldstændig ligegyldigt, om du vejer lidt mere end du gerne vil,” når vi faktisk ikke har det godt med os selv. Det er lidt, som  om vi på forhånd har accepteret, at det ikke kan lade sig gøre at opnå vores egentlige udseendesmæssige mål, og derfor må lære at sætte pris på det, vi har. Og jeg har da også selv været forfalden til at tale sådan til mig selv engang, længe før LCHF og længe før jeg fik reelle problemer med mad. Men er det ikke lidt som at tale til den laveste fællesnævner?

Forstå mig ret, jeg har AL forståelse for, at man i, desperationens navn, fordi INTET virker, er forfalden til at sige sådan til sig selv, sine kollegaer og til sine venner. Hvor tit har man ikke oplevet at spendere TIMER i det lokale motionscenter, og ikke få de vilde resultater alligevel? Det er jo klart, at man på et tidspunkt giver op og stiller sig tilfreds med mindre.

Men det er så her, at LCHF kommer ind i billedet (hallelujah, eller noget)!

Min personlige erfaring er, at når jeg holder mig til at spise LCHF, kun spiser, når jeg reelt er sulten, ikke vælter mig i for mange lækre desserter og sweets, så ryger det overflødige kropsfedt lynhurtigt, og det giver mig en tilfredshed med mig selv, som gør, at jeg reelt kan slappe af og koncentrere mig om at leve livet, i stedet for at rende rundt i en boble af utilfredshed og dårlig selvfølelse. Nu siger jeg det: Jeg er da selvfølgelig gladest og mest velfungerende, når jeg selv synes jeg lækker!

Dér hvor det, i min optik, dog går galt er, hvis man mener, at der findes et objektivt ideal for, hvordan “alle” bør se ud. Det synes jeg ikke kunne være mere forkert. Det, jeg opponerer imod, er at det skulle være unaturligt at stræbe efter et individuelt mål, hvad enten det gælder udseende, karakterer i skolen, karriere eller andet., men det betyder ikke, at jeg synes alles mål bør være ens. Tværtimod. Der findes masser af mennesker, der synes det er pisselækkert med runde former og lidt ekstra på sidebenene. Og ligesom de naturligvis har ret til at italesætte disse mål (hvilket faktisk til tider virker langt mere acceptabelt), vil jeg også have ret til at sige til mig selv, at “nu gi’r jeg den en skalle, så jeg kan være fuldt ud tilfreds med mig selv,” også selvom mit BMI i forvejen er normalt.

Hvad er så forskellen på min tankegang nu og under spiseforstyrrelsen?
Der er rigtig mange forskelle, men en af de store er, at jeg nu har en bestemt vægt (eller, jeg vejer mig faktisk slet ikke længere), men jeg har en bestemt fysisk “tilstand”, hvor jeg rammer mit plateau, når jeg spiser LCHF. Ved dette plateau er jeg tilfreds med mig selv (jeg er faktisk glad for mig selv), er fuld af energi, bliver fri for negative tanker om min krop, kan koncentrere mig om andre, mere vigtige ting, og får sindssygt lækker mad hver dag. Dét er for mig ægte velvære.

Under spiseforstyrrelsen ville et “plateau” ikke have været godt nok, for der ville altid komme et nyt, vægtmæssigt mål, når det ene var nået. Mine tanker ville være destruktive og fokusere på (og fastholde tanker om) fejl, uanset resultat. Jeg ville aldrig selv synes, at jeg var tynd, pæn eller god nok. Og sidst, men ikke mindst, ville jeg havde et meget anstrengt forhold til mad, og diskutere hver eneste lille bid med mig selv, inden jeg spiste den. Derfor kan jeg forsikre jer om, at mine tanker og holdninger om at ville legitimisere ‘retten’ til at forbedre sin fysik kommer fra et positivt og frit mig, og ikke fra destruktive, forstyrrede bulimi-tanker.

Derfor er mine simple råd op til den frygtede bikini-sæson:

  • Tillad dig selv at sætte dig nogle realistiske mål, som vil gøre dig tilfreds med dig selv for din egen skyld.
  • Vær bevidst om, hvad der skal til for at nå dine mål. Hvis du ikke opnår de mål, du ønsker, er du nødt til at justere i det, du gør. Det kan godt være, at du fx ikke vil undvære lidt LCHF-is eller lignende, men så er det måske en god idé at bevæge sig lidt efterfølgende.
  • Når du opnår dine mål, så giv dig selv ros! Tillad dig selv at glædes over andres positive kommentarer og din egen selvtilfredshed med din indsats. Du har fortjent det.
  • Fokusér på sejrene i stedet for alt det, der kunne være bedre.
  • Husk, at vi alle har noget at kæmpe med. Ingen er ‘objektivt’ perfekte (heldigvis). Dit udseende er ikke alt, selvom det har en betydning for dig.

  Og så ha’ en ALT for nice sommer, forhåbentlig med MASSER af solskin!

image

De bedste hilsner
Louise/LCHFblog.dk